Siden barnsben har jeg undret mig over skikkelsen Judas, som den blev forklaret for mig: den usle forræder, der for ussel mammon udleverede Jesus til retsforfølgelse og korsfæstelse.
Jeg prøvede at argumentere imod denne opfattelse med fare for forargelse og hån som konsekvens af min ”ukristelige misopfattelse”.
Jeg mente, at Judas var eksponent for den ypperste næstekærlighed, den der ofrede alt for profetiens opfyldelse…..…at ofret skaber sin bøddel…..at bødlen bliver offer for sit offer…..
Jesus svarede: ” Den jeg først rækker brødet….”
Jeg ledte i Biblen og diverse gnostiske skrifter for belæg for min mangeårige opfattelse: at Judas måtte være den discipel Jesus elskede mest.
I maleriet er Jesus / Judas sammenflettet i fælles kilde til visdom.
Jeg har skrevet og fortalt om denne opfattelse i årevis for enhver, der gad lægge øre til. I 2000 malede jeg billedet. Samme år overnattede en gruppe skuespillere hos mig, de så maleriet og hørte min fortælling, som jeg sluttede af med at sige: ”Dette kunne der skrives et stykke over ind i vor tid”.
Skuespillerne kontaktede en manuskriptforfatter med min fortælling, og som resultat af dette blev teaterstykket ” Glashuset ” skrevet af Andreas Garfield. Teater Bastard, har nu turneret siden 2003 med stykket. Teaterstykket har fået flotte anmeldelser og er solgt til f.eks. Canada